Denne artikel er sponsoreret af Bottle Hero
Der var engang, hvor man krydsede havnen, når der skulle spises godt. Restauranterne lå inde i byen, og Amager var stedet, man boede, ikke stedet, man spiste. Sådan er det som bekendt ikke længere. Amagerbrogade er i dag en af byens mest varierede spisegader med alt fra napolitansk pizza og ramen til mellemøstlig grill og vietnamesisk pho, Islands Brygge har fået et madliv, der matcher udsigten, og selv i Ørestad behøver ingen længere at gå sulten i seng. Kvarteret har på femten år udviklet en madkultur, som mange provinsbyer ville give deres torvedage for.
Men følger man maden hjem til spisebordene, sker der noget mærkeligt. Den samme husstand, der diskuterer, hvilken pizzeria på Brogaden der har den bedste bund, skænker ofte den samme vin til alt. En flaske fra supermarkedets kampagneende, valgt efter pris og vane, uanset om der står sushi, pasta eller shawarma på bordet. Vi er blevet kræsne med maden og forblevet ligeglade med vinen, og det er synd, for det sidste led i kæden er det letteste at rette op på.
Pointen er ikke, at man skal bruge flere penge. Den er, at man skal bruge dem rigtigere. En vin til 90 kroner, der passer til maden, giver en bedre aften end en til 200, der ikke gør. Og reglerne er langt enklere, end vinlitteraturen kan få dem til at lyde. Det handler grundlæggende om to ting: at matche vinens vægt med madens, og at bruge syre som det universalværktøj, den er.
Tag fredagspizzaen, som må være en af kvarterets mest spiste retter. Den klassiske fejl er at åbne den tungeste rødvin i skabet, fordi pizza nu engang er italiensk og aftenen hyggelig. Men tomatsauce er syrlig, og over for syrlig mad skal vinen selv have syre, ellers smager den flad og død. En sangiovese eller en barbera, begge italienske druer med naturligt høj syre og moderat krop, løfter en margherita på en måde, som en tung, mørk vin aldrig kommer i nærheden af. Er det sommer, og er pizzaen hentet på vejen hjem fra stranden, kan en let rødvin med et kvarters ophold i køleskabet være det bedste valg af alle.
Sushi og det øvrige asiatiske køkken, som kvarteret efterhånden er rigt på, peger i en anden retning. Her er fedmen diskret og smagene rene, og en fadlagret, smørret hvidvin tromler det hele ned. Gå efter det modsatte: en tør eller let sødmefuld riesling, hvis syre og lette sødme kan tale med både soja, ingefær og eventuel chili, eller en frisk mousserende vin, som fungerer forbløffende godt til tempura og friture. Sødme i vinen er i det hele taget hemmeligheden, når maden er stærk. Chili forstærkes af alkohol og dæmpes af sødme, så jo stærkere retten er, desto lavere alkohol og desto mere frugt skal der i glasset.
Den mellemøstlige grillmad, shawarmaen, de marinerede spyd og alt det gode fra kvarterets bagerier af den krydrede slags, kalder på saftighed. En kølig rosé med lidt fylde eller en ung, frugtdreven rødvin uden for meget fad og garvesyre følger krydderierne uden at slås med dem. Garvesyre, den tørre fornemmelse fra kraftige rødvine, har det bedst med fedt og protein, en bøf for eksempel, og dårligst med chili og røg. Derfor er den store, tanninrige vin sjældent hverdagens ven, medmindre hverdagen byder på braiseret kød.
Og så er der den mad, der hverken er hentet eller eksotisk, frikadellerne, den ovnbagte laks, pastaen med det, køleskabet nu kunne byde på. Her gælder den enkleste regel af alle: Vælg en vin i midten. Middelfyldig, frisk, uden ekstremer i hverken fad, alkohol eller sødme. En ung rødvin fra Loire eller Beaujolais, en hvid fra Alsace eller en klassisk hvid bourgogne i den beskedne ende klarer næsten alt, hvad en almindelig uge kan finde på at servere. Det er ikke et kompromis, det er en erkendelse af, at hverdagsmad sjældent har én dominerende smag, og at vinen derfor skal kunne lidt af det hele uden at insistere på noget.
Kvarterets geografi giver i øvrigt sine egne anledninger. Amager Strandpark og havnekanten på Bryggen er om sommeren ét langt spisebord, og til tæppet på græsset gælder egne regler: Vælg vine, der tåler at blive drukket kølige af dårlige glas, en rosé, en let rødvin, en frisk hvid med skruelåg, og lad de fine flasker blive hjemme, hvor de kan få den opmærksomhed, de kræver. Omvendt fortjener vinterens simreretter, når mørket lægger sig over Brogaden ved firetiden, netop den kraftigere rødvin, som resten af året har svært ved at finde sin plads. Der er med andre ord en sæson for det meste, også i glasset.
Tilbage står spørgsmålet om, hvor flaskerne skal komme fra. Amager har fået gode specialbutikker, og de fortjener deres kunder, men udvalget på nettet er en anden liga, og for en husstand med indkøbsposer på cykelstyret er hjemlevering af vin ikke det værste, der er sket for bylivet. Onlinemarkedspladser samler i dag sortimentet fra uafhængige vinhandlere og importører ét sted. Hos den danskstiftede bottlehero er udvalget for eksempel sat sammen af vinhandlere og sommelierer, og man kan søge efter netop den slags mellemvægtsvine med god syre, som hverdagsmaden efterspørger, i stedet for at lade tilfældighederne råde i supermarkedet. Det gør det realistisk at have tre eller fire forskellige typer stående, så flasken kan vælges efter aftensmaden og ikke omvendt.
Netop det lille hjemmelager er nøglen til at komme i gang. Man behøver ikke tyve flasker, men fem gør en forskel: en frisk hvid med syre, en riesling til det asiatiske, en let og en middelfyldig rød samt en mousserende til de aftener, der pludselig bliver til noget. Køber man en blandet kasse med det udgangspunkt, er man dækket ind til stort set alt, hvad Amagerbrogade kan levere i en papæske, og prisen behøver ikke overstige, hvad fem tilfældige supermarkedsflasker alligevel ville have kostet.
Et sidste råd, som ingen penge koster: Servér ikke rødvinen ved moderne stuetemperatur. De 22 grader i en opvarmet lejlighed er for meget for enhver rødvin, og et kvarter i køleskabet strammer den op, så frugten bliver præcis i stedet for grødet. Hvidvinen har det omvendt, den skænkes ofte for kold og viser sig først rigtigt, når den har fået lov at varme lidt op i glasset. To små justeringer, nul kroner, mærkbar forskel.
Der er noget fint i, at et kvarter, der har lært at tage sin mad alvorligt, tager det næste skridt og lader vinen følge med. Det kræver ingen kurser og intet snobberi, kun den samme nysgerrighed, som allerede får folk til at gå forbi tre pizzeriaer for at nå frem til det fjerde. Maden på Amager er blevet god nok til at fortjene selskab i glasset. Nu mangler vi bare at skænke det.
Denne artikel er sponsoreret af Bottle Hero
Om Annoncørbetalt indhold
Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem JFMs kommercielle afdelinger og en annoncør.
JFMs uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på JFMs nyhedssites.
Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.
Annoncørbetalt indhold skal leve op til JFMs nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.
Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens navn for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt.