Papirposen fra kiosken: da blandet slik var Amagerbrogades egen valuta

Denne artikel er sponsoreret af CAPALUS

Lørdag eftermiddag på Amagerbrogade, engang i slutningen af halvfemserne. Foran kiosken ved busstoppestedet står tre børn og tæller mønter i en åben håndflade. Tyve kroner skal række til en pose blandet slik, og bag disken venter manden med tangen tålmodigt, mens der bliver peget gennem glasset. To af dem der, en af de sure, ikke lakrids, jo alligevel en enkelt. Posen bliver vejet, foldet i toppen og rakt over disken som en lille skat. Den scene har udspillet sig tusindvis af gange på Amager, og for mange, der er vokset op mellem Christmas Møllers Plads og Sundbyvester Plads, sidder den stadig i kroppen.

Kioskerne var engang en slags nervesystem for kvarteret. På Amagerbrogade lå de tæt, og i sidegaderne, på Holmbladsgade, Øresundsvej og Englandsvej, havde næsten hvert hjørne sit eget lille univers af aviser, cigaretter, kulørte blade og slikreoler. Kioskmanden kendte stamkunderne og vidste, hvem der skulle have hvilken avis lagt til side. I firserne og halvfemserne kom videofilmene til, og fredagsturen blev en dobbelt ritual: en film i plastikcover og en pose slik til at bære hjem gennem mørket. For børnene var kiosken det første sted, man fik lov at gå hen alene. Ruten derhen var afmålt i skridt, og friheden kunne veksles til bolsjer.

Blandet slik havde sin egen økonomi og sine egne regler. Man lærte hurtigt, at de store flødeboller vejede for meget, og at man fik flere stykker for pengene, hvis man holdt sig til vingummi. Nogle kiosker vejede af med rund hånd, andre med apotekervægt, og den viden blev delt på skolegårde over hele øen. Papirposen var en del af oplevelsen. Den blev blød i bunden, hvis der var chokolade i, og den kunne foldes sammen om resterne, selvom der sjældent var rester. Søndag morgen kunne man finde de tomme poser i cykelkurve og jakkelommer som kvitteringer for en veloverstået weekend.

Kiosken var også et socialt rum, selvom ingen kaldte den det dengang. Om sommeren stod ungerne i klynger udenfor med isvafler og fodboldkort, der blev byttet efter strenge regler, og om vinteren varmede man sig indenfor mellem bladreolen og køleskabet med sodavand. De voksne fik de lokale nyheder over disken længe før, de stod i avisen. Hvem der skulle flytte, hvis butik der lukkede, hvornår vejarbejdet på Englandsvej var færdigt. En kioskejer på en god hjørnegrund vidste mere om kvarteret end nogen anden, og mange fungerede i praksis som en slags uofficiel portner for gaden, der tog imod beskeder og holdt øje med, om fru Jensen fra tredje nu også havde hentet sin avis.

Meget af det er væk nu. Huslejerne på Amagerbrogade er steget, og hvor der før var kiosker, ligger i dag ejendomsmæglere, kaffebarer og sushirestauranter. Kioskdøden er ikke et Amagerfænomen, den har ramt hele landet, men den mærkes tydeligt på en gade, der engang havde småbutikker som perler på en snor. Videofilmene forsvandt først, så aviserne, og med dem forsvandt to af de tre grunde til at gå derned. Slikket flyttede i stort omfang ind i supermarkederne, hvor bland-selv-vægge med plastikskovle overtog tangen og papirposen. Det er blevet mere hygiejnisk og mindre personligt, og prisen per hundrede gram står med store tal, hvor den før var en forhandling mellem barn og kioskmand.

Men ritualet selv har vist sig sejere end butikkerne. Fredagsslik er stadig en institution i de fleste hjem på Amager, og weekendens pose bliver stadig sammensat med samme alvor som dengang. Formen har bare flyttet sig. Nogle henter posen i supermarkedet på vej hjem fra arbejde, andre er begyndt at bestille weekendens slik på nettet, hvor udvalget kan gennemgås her i ro og mag, uden kø og med hele familien kiggende med over skulderen på skærmen. Børnene peger stadig, der bliver stadig forhandlet om lakridsens plads i posen, det foregår bare ved køkkenbordet i stedet for gennem en glasdisk. Man kan mene om udviklingen, hvad man vil, men selve kernen, det fælles valg og forventningens glæde, er intakt.

Og helt væk er kioskerne heller ikke. Der ligger stadig overlevere på Amagerbrogade og i sidegaderne, ofte drevet af familier, der har holdt fast gennem årtier, og som har lagt tips, pakkeudlevering og kaffe til go til sortimentet for at få det til at løbe rundt. Nogle af dem har stadig slikreolen stående, og går man derind en fredag eftermiddag, kan man stadig møde børn med kontanter i hånden, selvom de fleste efterhånden betaler med telefonen. De steder er blevet små museer over en hverdag, der ellers er forsvundet, og de fortjener flere besøg, end de får.

Måske er det derfor, nostalgien omkring blandet slik er så stærk netop her. Amager har forandret sig hurtigere end de fleste bydele. Metroen kom, nybyggerierne rejste sig på Islands Brygge og i Ørestad, og en ø, der engang blev omtalt med et skævt smil, er blevet et af de mest eftertragtede steder at bo i København. I den fortælling er kioskens papirpose et fikspunkt, noget der smagte af lørdag, uanset om man boede i en andelslejlighed i Sundby eller et rækkehus på Vestamager. Smagen af en sur vingummi kan stadig fremkalde en hel gade, et helt årti, en hel barndom.

Næste gang du går ned ad Amagerbrogade, så læg mærke til, hvor kioskerne lå. Mange af de gamle facader kan stadig anes bag nye skilte, en skrå disk her, et bredt vindue der. Og har du børn med, så køb en pose slik et sted på vejen og lad dem vælge selv, stykke for stykke. Det tager længere tid end at gribe en færdigpakket pose, og det er netop pointen. Ritualet overlever kun, hvis nogen bliver ved med at udføre det, med tang, med skovl eller med en skærm på et køkkenbord i Sundby.

Denne artikel er sponsoreret af CAPALUS