Annonce
Sorg

Kirsten og Jan fik en frygtelig besked: Hvordan fortæller man sine børn, at deres far skal dø?

Kirsten Wallentin Damgaard med hele familien i Italien, da hendes mand Jan stadig levede. Privatfoto
Kan man overhovedet forberede børn nænsomt på, at far skal dø af en uhelbredelig sygdom? Den barske opgave fik Vigga og Sallys forældre Kirsten og Jan, da Jan fik diagnosen ALS. Nu vil Kirsten hjælpe andre voksne i samme situation.

Først havde Jan forskellige symptomer, som lægerne ikke kunne afklare. Så begyndte han at snøvle, når han talte. Til sidst fik han og hustruen Kirsten den barske besked, at det var ALS.

ALS er forkortelsen af Amyotrofisk lateral sklerose - en sygdom, som rammer de motoriske nerver i hjerne og rygmarv. Der er ingen helbredelse, det er en regulær dødsdom, og patienter lever gennemsnitligt i tre år, fra de får diagnosen.

Kirsten og Jan skulle håndtere det chok, der ramte dem. Og samtidig overveje, hvordan de skulle forberede deres dengang 9- og 11-årige døtre Vigga og Sally på, at deres far nok ville dø, før de blev konfirmeret.

Annonce

- Jeg lå hele natten og googlede: Hvilket forløb kan vi forvente, men allermest: Hvordan hjælper jeg mine børn. Og jeg kunne simpelthen ikke finde noget. Til gengæld fandt jeg Eva Jørgensens bog ’Vi ses i morgen’. Hendes mand døde også af ALS. Og den bog læste jeg første gang den nat og igen flere gange under Jans forløb. Det at have en spejlingsbog, en der faktisk har oplevet det, det betød enormt meget, fortæller Kirsten Wallentin Damgaard.

Yd konkret hjælp

Jan døde blot halvandet år efter, han fik diagnosen. Og på tre års-dagen for hans død, 7. april i år, udgav Kirsten den bog, hun gerne selv ville have have haft som spejl og guide.

I 'Når far skal dø' skriver hun om dagen, hvor hun og Jan fortæller den barske virkelighed til døtrene. Den svære balancegang mellem hverken at skræmme pigerne eller at love dem urealistisk mange år med deres far.

Hun skriver om skolens vekslende held med at håndtere situationen og om børnenes forhold til deres klassekammerater. Om Jans død, begravelse og tiden efter.

Og så giver Kirsten gode råd til nære pårørende i samme situation. Men også om, hvad omgangskredsen kan gøre.

Manglede du reaktioner og handling fra omverdenens side?

- Ja. Mange vil gerne hjælpe, men de ved simpelthen ikke med hvad, og sådan var jeg også selv før. Mange siger: Bare sig til, hvis der er et eller andet jeg kan hjælpe med. Og det er sagt i en god mening. Men jeg oplevede selv, at det faktisk er svært at bede om hjælp. Du har ikke overskuddet.


Husk at tale med jeres børn om sygdommen løbende. Dels for at minde børnene om, at det er i orden at tale om sygdom, også i gode perioder, dels for at undgå, at jeres børn tror, at mor eller far er blevet rask igen, hvis det ikke er tilfældet.

Fra bogen 'Når far skal dø'


Hvad ville du gerne have haft at folk gjorde?

- At de i højere grad havde budt ind med konkrete ting. Nogle kom med mad i starten. Der er en familie, der går tur med vores hund en gang om ugen på tredje år nu. Det er jeg simpelthen så glad for, siger Kirsten og fortsætter:

- Jeg vil gerne have, at venners venner reagerer, når de ved det, i stedet for ikke at sige noget. Man bliver meget elefanten i rummet. Folk skæver lidt, hvordan ser hun ud, hvordan opfører hun sig. Kom i stedet hen og sig: Jeg har hørt om din mand, det er jeg ked af. Man behøver ikke at sige andet.

Bogen handler om at hjælpe børn i sorg. Men hvor gjorde du af din egen sorg?

- Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg har talt med min søster og mine veninder. Jeg har gået og går stadig i en gruppe for pårørende til ALS-patienter. Jeg gik på deltid, mens Jan var syg. Og jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af.

- Folk har sagt: Du skal passe på dig selv, du skal sætte iltmasken på dig selv, før du giver den til dine børn. Men jeg tror ikke, det er muligt for nogen. Det kom til at handle om børnene og om familien.

Annonce

Job blev uinteressant

Kirsten har i mange år arbejdet med IT og projektledelse, men Jans dødsfald blev skelsættende for hendes prioriteter i livet.

- Det har altid været Jan, der var husmoderen, og mig der arbejdede meget. Jeg havde et firma sammen med en anden kvinde og gik meget op i det. Men da han blev syg, skiftede mine prioriteter nærmest over night, sådan her (knipser). Jeg mistede simpelthen interessen for at være i firmaet og arbejde meget.


Far skal ikke dø nu. Lægerne gør alt, hvad de kan, for at der går så lang tid som muligt. Lægerne har sagt, at der er nogle, som lever mange år med den samme sygdom, som far har." "Hvor længe?" spørger Sally.

Fra bogen 'Når far skal dø'


Kirsten forlod firmaet, arbejdede freelance, fik så en fast stilling, men det gik op for hende, at hun skulle noget andet.

- Jeg startede med at skrive den her bog halvandet år efter, at Jan døde. Det første halve år var det sådan – ja ja, jeg skriver en bog. Og jeg fik meget den reaktion, at folk lagde hovedet lidt på skrå og sagde: Det er nok også rigtig godt for dig, Kirsten. Men jeg følte ikke, at det var en del af en helingsproces.

Så Kirsten fik en professionel manuskriptvurdering og fik bekræftet, at det ikke 'bare' var egenterapi - der var bogpotentiale.

- Så gik jeg i gang mere ambitiøst, og så begyndte jeg også at kunne se mig selv tage et karriereskift.

Kirsten Wallentin Damgaard har lagt sit liv om, efter hendes mand Jan døde af ALS. Foto: Hanne Bjørton

Hun stiftede firmaet Børnesorg og tog en certificering i Grief Recovery Method, som er en forskningsbaseret metode i sorgbearbejdning fra USA.

- Jeg er ikke terapeut eller psykolog, men jeg udbyder kurser til folk, der selv har lidt et tab: Et dødsfald, en skilsmisse eller et job. Og så tilbyder jeg kurser for forældre, lærere, pædagoger, som skal hjælpe børn, der har lidt et tab.

- Jeg så i en statistik, at på et år mister 12-14 børn på en skole en forælder, og når det sker, er det måske første gang, læreren oplever det. Det er meget op til den enkelte lærer, hvor god man er til at være i noget med sygdom og død og få hjælp til at hjælpe barnet. Der skal skolerne i højere grad have opbygget et beredskab.

Annonce

Vi har Jan med os

Jan og Kirsten blev kærester i 2000 og fik 18 år sammen, og hun savner ham stadig meget. Både som kæreste og den anden forælder.

- Jeg kan jo snakke med alle mulige om, hvad er det rigtige, hvor meget må man drikke, når man er 15 år. Men det er min beslutning nu, jeg er helt alene om det. Det synes jeg er virkelig mærkeligt. Når jeg har haft en, der havde en lige så stor andel i ansvaret, og den person findes ikke længere.

Men familien er ved at finde sig til rette. Kirsten og pigerne flyttede for et år siden fra familiens hus til en lejlighed.

- Grundlæggende har vi det godt. Jeg synes begge piger er lige som andre teenagere. De har mod på livet, de har drømme om, hvad de skal, når de bliver voksne, de er sammen med deres veninder. Både pigerne og jeg siger, vi er klar til at rykke videre, men vi har stadig Jan med os. Vi finder tit billeder af Jan, vi taler meget om ham, om pigernes oplevelser sammen med ham og vi taler om, hvordan de ligner ham.

Kirsten Wallentin Damgaard: 'Når far skal dø' er udkommet på forlaget Linje H.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Butiksliv

Nyt posthus i Amager Centret

BYLIV

Her er forvandlingen af Skolen ved Sundet

Annonce